Jeg vil ride på benet. Ikke som på en farfars ben, ikke rideranke. Ride det som en mare, ride det hårdt, ride det sønder og sammen.
Det er mit afhuggede ben, og jeg vil have usømmelig omgang med det.

Jeg kunne rulle den ene skulptur hen over gulvet og få den til at smuldre.
Male den til støv, som vi indånder og får stenlunger af. Bære de erobrede lemmer på ryggen, til jeg får bækkenløsning og hoftevrid.
Det forvredne ben kan ikke gå selv.
Jeg vil smide det over i hjørnet til de andre, og være ligeglad med det.

Nystøbningen er varm og fugtig og efterlader våde mærker ved kontakt. Mine benhårde betonproteser, som skal dissekeres, plejes, aes. Jeg lægger mig ned og ruller skulpturen hen over mig. Endelig vil jeg være i stand til at gå i seng med mig selv.